Forventningsfulde besøgende i kø til et af letbanetogene. Foto: Hovedstadens Letbane.
I søndags strømmede 1.900 nysgerrige besøgende til Åbent Hus i Glostrup for at opleve de grønne letbanetog helt tæt på. De besøgende blev mødt af medarbejdere fra Hovedstadens Letbane, der delte deres viden om letbaneprojektet og var klar til at guide gæsterne gennem kontrol- og vedligeholdelsescentret. Centeret er allerede nu indrettet til at servicere den kommende letbanedrift, som begynder i efteråret 2025. Her åbner strækningen mellem Rødovre Nord og Ishøj, og efterfølges af den resterende del mod nord til Lundtofte i sommeren 2026.
”Vi er virkelig glade for at se så stor en opbakning til vores arrangement. Det er dejligt at opleve, at folk er interesserede i Letbanen og, ligesom os, glæder sig til næste år, hvor passagererne kan begynde at bruge den første del af strækningen,” siger Henrik Bendsen, projektdirektør i Hovedstadens Letbane, og fortsætter:
”Med åbningen fra Ishøj til Rødovre Nord, vil halvdelen af strækningens 28 kilometer og tre ud af seks S-togsstationer være klar til de mange passagerer. Derfor er det også dejligt at kunne åbne dørene i dag, så borgerne kan få en smagsprøve på, hvad de kan forvente når Letbanen er i drift.”
Succesfulde tests af Letbanen
De første testkørsler på strækningen mellem kontrol- og vedligeholdelsescentret og Glostrup Station er i fuld gang. Her testes toget i kørsel på skinnerne, ligesom signalsystemet, togets døre, informationssystemet, belysning og ventilation testes. Testkørselsfasen er en vigtig milepæl i processen mod, at Letbanen kan åbne for passagerer i 2025 på den sydlige del og senere i 2026 på den nordlige.
”Vi glæder os til at byde passagerer velkommen om bord – og med testkørslerne kommer vi stadig nærmere målet: En Letbane der med sine 29 stationer er en vigtig forudsætning for byudvikling, vækst og livet i regionen. Letbanen vil binde den kollektive transport sammen og være et reelt og attraktivt alternativ til bilen, da den vil være synlig, lettilgængelig og køre ofte,” siger Henrik Bendsen.
Testkørslerne er grundlaget for den endelige myndighedsgodkendelse, hvor Trafikstyrelsen giver tilladelse til at køre med passagerer. Tilladelsen er afhængig af, at tests og dokumentation er i orden og kan først udstedes kort tid før, at Letbanen er klar til åbning. Af samme grund vil den konkrete åbningsdato blive annonceret i løbet af sommeren 2025.
Fakta om Letbanen i drift
- På strækningen mellem Ishøj og Rødovre Nord, som åbner i efteråret 2025, vil Letbanen køre hvert 10. minut. Når hele strækningen er åbnet i sommeren 2026, vil Letbanen kører hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut om aftenen og i weekenden.
- Frem til åbningen i sommeren 2026, vil den nordlige del af letbanestrækningen fortsat blive betjent med højfrekvent bus.
- Når hele strækningen er åbnet i sommeren 2026, vil der være omstigning til S-tog på seks stationer: Lyngby, Buddinge, Herlev, Glostrup, Vallensbæk og Ishøj.
- Den største letbanestation bliver fra sommeren 2026 Lyngby med ca. 6.500 passagerer på et hverdagsdøgn. Herefter følger Herlev, Glostrup og Buddinge.
- Letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenter ligger i Glostrup, hvor der er etableret spor og værkstedshal til drift og vedligehold af 29 togsæt, arbejdskøretøjer samt faciliteter til ca. 250 medarbejdere.
- 11 kommuner og Region Hovedstaden står bag Hovedstadens Letbane. Kommunerne er Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Herlev, Albertslund, Rødovre, Glostrup, Brøndby, Hvidovre, Vallensbæk, Ishøj og Høje-Taastrup.
- Fra 2030 ventes 14 mio. passagerer at bruge Letbanen årligt.
Fakta om letbanetoget
- Hvert tog består af fire vogne og har plads til ca. 260 passagerer. De nye letbanetog bliver ca. 2,65 meter brede, ca. 37 meter lange og 3,5 meter høje.
- Letbanetoget forsynes med strøm via en køreledning, og toget vil for det meste køre i sit eget spor, et såkaldt tracé. I vejkryds og enkelte andre steder kommer det til at køre blandet med den øvrige trafik.
- Et letbanetog kan dreje skarpere, bremse hurtigere og håndtere større hældninger end et almindeligt tog. Derfor egner det sig godt til at køre i byområder.
- Toget er indrettet med fire flexområder, hvor der vil være plads til kørestole, barnevogne og cykler. Derudover er toget indkøbt med et gulv uden niveauskift, så kørestole, barnevogne og cykler nemt kan flyttes inde i toget og til den nærmeste udgang.
Yderligere information
- Kommunikationsafdelingen i Hovedstadens Letbane
- presse@dinletbane.dk
- 72 42 49 01
Besøgende finder Letbane-nøglering med deres stationsnavn. Foto: Hovedstadens Letbane.